Die Schnellboot-Seite ----- S-Både-- -Tender - Forskelligt ----- Gæstebog |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
S-Både i Krigsmarinen - Typer, Dimensioner, Armering | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
"S 1"
"S 2" - "S 5"
"S 6 - "S 13"
"S 14" - "S 17" "S 18" - "S 25"
"S 26" - "S 29"
"S 30" - "S 37" "S 54" - "S 61"
"S 38" - "S 53" "S 62" - "S 66"
Bådene af klassen "S 38" bygget senere, nemlig "S 67" - "S 99", "S 101"- "S 131", "S 137" - "S 138", blev bygget med panser-kalotte og en MG midtskibs. De bliver også kaldt Typ S 38 B nogen steder. Næsten alle ældre både blev udrustet med kalotte i forløbet af krigen.
"S 100" "S 136", "S 139" - "S 150", "S 167" - "S 218"
Bådene "S 219" - "S 300" (Lürssen) og "S 301" - "S 500" (Schlichting) var planlagd med større tankcapacitet og 3 x 30mm (dobbel lavet) kanoner. Men bare "S 219" til "S 228" med 3 x Daimler-Benz MB 501 Diesel motorer 2500 PS og højest fart 42 kn blev stilt færdig ved Lürssen og "S 301" til "S 307" med 3 x Daimler-Benz MB 511 Diesel motorer 2500 HP og højest fart 45 kn blev stilt færdig ved Schlichting. I nogen dokumenter bliver disse både også kaldt type "S 219", men det var ikke i officiel brug i Krigsmarinen. "S 151" - "S 158"
S 701 - 800 bare bygget til S 709
Hovedvåben
- Torpedo Hovedvåbenet af S-bådene var 53,3 cm torpedoen. Op til "S 25" havde alle både to torpedorør monteret på bakken. Fra "S 26" var torpedorørene bygget ind i den højtrukkene bak. Bag rørene der var torpedo oplageringspladser, som blev benyttet til at lade torpedoerne men også til at opbevare to reservetorpedoer. "S 24" med torpedorørene på bakken - Billede: Arkiv Ola Erlandsson "S 102" i det Sorte Hav - Billede: Arkiv Karl F. Künzel Torpedobeladning i en havn på Kanalkysten - Billede: Arkiv Enno Brandi Torpedoen G7a var den standard-torpedo af 2. Verdenskrig og blev indført i flåden 1938. Den havde en længde af 7,16 m og en diameter af 53,3 cm. Vægten var 1528 kg, deraf var 280 kg Hexanite som explosivstof. Ved en fart af 44 knob var rækkevidden 5000 m (2,734 sm), ved 40 knob 7500 m (4,101 sm) og ved 30 kn 12,500 m (6,835 sm). Drivstoffen var en blanding af petroleum og komprimeret luft og producerede damp for kolbemotoren. Torpedoen stød en tydelig sigtbar dampblasespor ud. Driven følgte ved to propels som drejede i modsat retning i halestykket. Halestykket bærede også dybde- og siderorene. Torpedoen havde et styreapparat med gyroskop-styring.
Torpedo G7A som Fægtnings- og som Øvelsestorpedo
Indtil året 1942 blev en kontaktdetonator benyttet, pålideligheden af hvilken ikke var så godt, men efter en tid kunne problemet blive overvundet. Fra juni 1944 blev den elektrisk drevene T3d "Dackel" skudt af S-bådene, en torpedo af 11 m længde, som ved en fart af 9 knob kunne blive skudt på en distance af 30 sm ind i havnene af Normandiet, hvor den udførte et opsporingsløb intil den fandt et mål eller dens løb blev endet. Også
fra midt 1944 blevtorpedoen T5a "Zaunkönig" indført på S-bådene.
Det var en elektrisk dreven torpedo, som udførte en akustikstyret søgeløb.
Den var 7,20 m lang, vejede 1497 kg og havde ensprængladning af 200 kg. Rækkevidden
beløb sig på 4,375 sm ved en fart af 22 knob. Sigteindretningen, Sigteapparat 5 (RZA 5) med en Zeiss-optik blev befæstet på en torpedomålepille i midten af broens forkant. RZA 5 var en viderudvikling af den indtil "S 29" benyttede RZA 3. En analog mekanisk vinkelregner med tre arme (skibsforudretning, lagevinkel og torpedokurs) som ved den respektive modstanderens lagevinkel (vinkel mellem modstanderens kurs og sigtelinien) og modstanderens fart var nødvendig, om at træffe målet ved den indstilte torpedofart. Målepillen tillod med en håndhjulindstilning af sigteapparaten en vinkel-skud ved transmission af skudvinklen til styreapparaten of torpedoen. RZA 5 som natsigte Sigteapparat RZA 5 RZA 5 på Hagenuk Sigtepille Bådene
"S 701" til "S 709" var udstyret med fire troepedorør, hvorved to rør var
planlagt for indsats af Zaunkönig-torpedoer, som skød torpedoerne agterud.
Disse både kunne i alt medføre otte torpedoer. Artilleriet må ses som bivåben. Oprindeligt var alle både udstyret med en 7,62mm Bergmann MG 15, som senere blev afløst ved en MG 34. Med begyndelsen af krigen blev bådene til "S 37 forsynet med en Rheinmetall 20mm Flak på enkeltlavet. Fra 1941 blev denne skyts erstattet ved det forbedrede model C/38. Kadencen var ca. 300 skud/minut, rækkevidden 4.800 m ved 45 grader løbforhøjelsde. Rheinmetall 20mm C/38 20mm C/38 insats på en S-båd Luftværn med 20mm-Flak - Billede: Arkiv K.F. Künzel Bådene af klasser "S 38", "S 100" und "S 701" fik ved siden af den en anden C/38 Flak i en brønde på bakken. Skytsen kunde sænkes i brønden idet løbet blev demonteret og skytsen blev sænket ned over et hængsel. Brønden kunne blive lukket ved et rundt låg, således at skytsen var skærmet af imod regn og sprøjtevand. Skytsen blev senere udstattet med en drejekranslavet som gav den fuld retningsstyrelse indtil 85 grader elevation og 360 grader azimut. Ammunitionen blev forsynet til skytset gennem en luge fra afdelingen nedenunder. Mange både fik i forløbet af krigen en 20mm Flak tvilling midskibs. 20mm-Flak-Tvilling Fra 1944 blev nogen både, derunder "S 65", forsynet med en 20mm firling, denne Flak havde en stor kadence, men krævede et syv til otte mand stærkt betjeningshold p.g. af den store ammunitionsforbrug. 20mm-Flak Firling Også begyndende med klassen "S 38" fik mange både en 40mm Bofors Flak 28 på agterdekket. Nogen af disse skytse have et let skytsskilt imod lettere projektiler og sprængstykker. Bofors-skytsene var en svensk udvikling som blev også benyttet af de allierede. De fleste af dem som var bygget ind på S-bådene var krigsbytte fra Frankrig, Holland, Danmark og Norge, men de blev også leveret fra Sverige. Til dels blev disse skytse bygget i Tyskland under license. Også dette skyts krævede et betjeningshold af syv mænd. Kadencen var ca. 300 skud/minut, rækkevidden var 4.800 m ved 45 grader løbforhøjelse. 40mm Flak Bofors 28 For klassen "S 100" var den ny udviklede Rheinmetall 3,7 cm Flak LM/42 planlagt. Det var en hurtigfyrende skyts med et skytsskilt, som kunde blive sat ind ved tre til fire mænd og opnåede en kadence af 128 skud/minut. Rækkevidden var 10000 m ved en løbforhøjelse af 45 grader.
3,7cm Flak For klassen "S 219" - eller også "S 38B" - så vel som for bådene af klassen "S 701" var 6 Rheinmetall Flak 30mm på dobbellavet planlagt. 3,7 cm skytse på bådene "S 204" og "S 205" - Billede: Arkiv Förderverein Skytsene blev vel nok testet på nogen både men de blev ikke færdig til frontindsats, så at ved bygningen af både de artilleri-våben blev bygget ind som stod til rådighed.
Miner S-bådene blev under krigen på næsten alle krigszoner sat ind som hurtige mineudlæggere og en stor del af successen imod den fjendelige søfart kan tilskrives de af dem udlagte minefelte. Bådene havde to mineudlægningsindretninger på hækket og kunde afhængigt af den slags miner medføre seks til otte miner uden at de torpedolagerpladser blev demonteret og i deres plads mineskinner blev oprigget. Til indsats kom der universale miner (Einheitsmine Typ C = EMC), torpedominer type A (Torpedomine Typ A = TMA), Torpedominer type B (Torpedomine Typ B = TMB), luftminer type A (Luftmine Typ A = LMA) og luftminer type B (Luftmine Typ B = LMB), undervandsbådsafvendelse miner type A (U-Bootabwehrmine Typ A = UMA), undervandsbådafvendelse miner type B (U-Bootabwehrmine Typ B = UMB), sprængbøjer type D (Sprengboje Typ D = SprBD) og Rrive bøjer (Reißboje = RB). S-både med opriggede mineskinner - Billede: Arkiv Förderverin Siden TMA og TMB minerne, som blev udlagt foran Malta detonerede kort efter udlægningen blev der bare udlagt UMA og UMB så vel som SprB og RB for en tid. UMA og UMB minerne havde en kontakttændsats og en sprængladning af 40 kg, men TMA og TMB kunde stilles ind på magnet- eller lydtændsats. Udrustning med UMB - Billede: Arkiv K.F. Künzel En båd af 2. SFltl beladen med UMB i Boulogne 1943 - Billede fra Krakow "Schnellboot in Action"
Dybvandsbomber S-bådene kunne medføre op til otte dybvandsbomber på udkastningsstilladset på hækken hvis de ikke havde ladet miner. Dybvandsbomber kunne blive sat ind imod undervandsbåde eller - udrustet med lille svømmekroppe som reducerede synkehastigheden - imod forfølgende skibe eller både. Mens Hümmelchen og Fock ikke anfører noget om det, omtaler andre kilder at bådene havde hydrophoner på skrogen som gav dem nogen opdagelsesmuligheder ved lille fart. Undervandsbomber på udkastningsstilladset - Billede: Arkiv K.F. Künzel Radiomåleapparater (Radar- og ESM-Apparater) Krigsmarinen lavede forskel mellem aktive radiomåleapparater (Funkmeßgeräte mit Ortungsfähigkeit = FuMO = Radar) og passive radiomåleapparater (Funkmeßgeräte mit Beobachtung von elektronischen Ausstrahlungen = FuMB = ESM). Men S-bådene af Krigsmarinen opererede mest på måle som blev opdaget af de kyststøttede radiomåleapparater og blev meldet over radio. Selv om at F.d.S. havde ofte fordret udrustning af sine enheder med FuMO-apparater så OKM ingen nøvendighed for det specielt da man gav de store enheder prioritetet. Derfor blev S-bådene i hovedsagen udstattet med FuMB-apparater, FuMO-apparater for indsatsen på S-bådene blev bare udviklet og testet fra 1943. Den første
radar, som blev udviklet for S-bådene var FuMO 71 “Lichtensten B/C”, en
faststående antenne på 1,3 x 1,6 m, som kunne overdække 35 grader fra
forud. Rækkevidden var 1,2 – 3,7 sm (2 til 6 km). Apparaten ved meget nøjagtig
i pejlingnen og kunne bruges godt for navigation. Den blev tilføret en begrænset
benyttelse på S-bådene i 1943. Apparaten var en videreudvikling af
Luftwaffeapparaten FuG 202. Med
en drejbar mast blev apparaten kaldt FuMO 72. Den fik på grund af den større
radarcross-section af båden på grund af den matrasformede antenne ved S-bådene
øgenavnet "granatmodtager" (Granatenempfänger). I marts 1944 blev FuMO 62 „Hohentwiel S“ udviklet og testet for indsats på S-bådene. Den baserede på Luftwaffeapparaten FuG 200 „Hohentwiel“ sømålradar. Den havde en større rækkevidde - ca. 10 km (6,2 sm) – og var mere nøjagtig. Men den 1,2 x 1,2 m store drejende antenne forårsagede en lignende affekt ved radarcross-sectionen af båden. To både – "S 122" und "S 127" – tjenede i november 1944 som teststationer for FuMO 81 „Berlin S“. Apparaten var en videreudvikling af Luftwaffeapparaten „Rotterdam“. Den var en effektiv mikrobølgeradar som arbejdede på en bølgelængde af 9 cm og ved en maximaludstråling af 18 – 20 kW opnåede en rækkevidde af ca. 30 km (19 sm). Antennen bestod af fire stråler på en drejende plastik-sokkel som var bragt an under en plexiglas-kuppel (forløberen af de nutidige radomer). Ingen af FuM 81-apparaterne opnåede so stor success som kontrahenterne på engelske eller amerikanske både. Jac J. Baart til følge blev kun bådene "S 130" og "S 701" udrustet med FuMO 81 "Berlin S" - det kan ikke bevises fra KTBerne af F.d.S.. Men "S 302" blev udrustet med en "Berlin-S"-instrument i marts 1945. FuMB-apparaterne for S-både var ikke bare istand at opdage fjendelige udstrålinger i deres pejling men i en vis måde også at bestemme deres distance. Disse apparater havde fordelen at modstanderen kunne opdages langt før sin radarrækkevidde uden at man forrådede sin position ved den egen stråling. FuMB Ant 3 "Bali 1" var en antenne, som blev benyttet universel i apparaterne FuMB 29 "Bali-Anlage", FuMB 4 "Samos" Empfänger 90 - 470 MHz), FuMB 9 (146 - 264 MHz) og FuMB 10 "Borkum" (100 - 400 MHz. De opfattede signaler blev givet videre til en radarmåletilsats-oszilator (Funkmeßzusatz-Oszillator (FuMZ 1) og bragt til sigte og evaluering af operatøren. En speciel udviklet FuMB-apparat for S-både var FuMB 32 "Flores", som arbejdede i frekvensbåndet 110 - 300 MHz. Den kunne bestemme pejlingen af en udstråling og blev monteret på en drejbar mast. FuMB 32 hatte en bredde af ca. 50 cm og benyytede "Samos"-modtageren. FuMB 24 "Cuba 1a" arbejdede på en bølgelængde af 9 cm og leverede en temmelig nøjagtig pejling af den opfattede stråling på stor distance. Dens kompakte antenne var idealt for indsatsen på S-både. Ofte blev "Flores"- og "Cuba 1a"-antenner monteret på en fælles mast som befandt sig direkte bag broen. Masten kunne drejes ved et håndhjul ved operatøren. "Naxos"-Modtagerapparaterne FuMB 23 og FuMB 28 kom midt 1944 til indsats på S-både. De havde en moderne drejende antenne (ZA 290M) under en gennemsigtig plexiglas-kuppel. Denne apparat opdagede på stor distance udstrålinger af sø- und luftfartøjer i 9cm-sektoren. En videre FuMB-apparat som kom til indsats på S-bådene var FuMB 26 "Tunis". Den kom i hovedsagen til indsats på bådene af type "S 30" og "S 151" i Middelhavet. Men imod krigens ende blev videre FuMB-apparater også testet på andre enheder, derunder antennen "Libyen", som arbejdede i sektoren 2 - 20 cm og den miniatur FuMB 33 "Lilliput", som blev bygget for håndbrug og arbejdede i 9 cm bølge-sektoren. FuMB 33 var i hovedsagen blevet kostrueret for indsatsen på LS-bådene.
Alle billeder fra Krakow "Schnellbot in Action"
|